Henrik Ibsens skrifter

Hver dag har De været i mine tanker i denne tid. At ​De var syg, havde jeg fået at vide både af cancelliråd Hegel og gjennem de norske aviser; men jeg frygtede at De endnu var for svag til at modtage breve, og derfor skrev jeg ikke.

Nu føler jeg mig så beroliget siden jeg igår modtog Deres venlige linjer. Hjertelig tak, at De har tænkt på mig!

De spørger, hvad De i fremtiden bør foretage Dem. Jo, det skal jeg sige. I den nærmeste fremtid skal De slet ikke foretage Dem noget. De skal give både fantasien og tanken ferie på ubestemt tid; De skal ligge stille og forædles; thi det er just det velsignede ved slige sygdomme, – således som man går ud af dem! Der forestår Dem en herlig tid når De begynder at komme til kræfter. Jeg ​ved det af egen erfaring; alle onde tanker var vegne fra mig; jeg vilde kun spise og drikke hvad der var fint og let; alle grove ting, syntes jeg, vilde smudse mig. Det er en ubeskrivelig tilstand af taknemmelighed og velvære.

Og når De så er bleven stærk og dygtig igjen, hvad skal De så gjøre? Jo, da skal De gjøre, hvad De må gjøre. En natur som Deres vælger ikke. –

Jeg vil ikke skrive langt; thi det har De ikke godt af. Og De bør slet ikke skrive for det første. –

I sommer var jeg i Kjøbenhavn. De har mange, mange venner og tilhængere der; flere kanske, end De selv tror. Bliver De nu fraværende en tid, så er det desto bedre; man står sig altid på at lade sig savne.

Så har man da nu ​taget Rom fra os mennesker og givet det til politikerne. Hvor skal vi nu hen? Rom var det eneste fredlyste sted i Europa; det eneste sted, der nød den sande frihed, ​friheden for det politiske frihedstyranni. Jeg tror ikke, jeg vil gjensé det efter hvad der er passeret. Alt det dejlige, umiddelbarheden, smudset, vil nu forsvinde; for hver en statsmand, som opstår dernede, vil der gå en kunstner tilgrunde. Og så den herlige frihedstrang, – den er nu forbi; ja, jeg må i al fald sige, at det eneste jeg elsker ved friheden, er kampen for den; besiddelsen bryder jeg mig ikke om. –

En morgen for nogen tid siden gik ​mit nye arbejde klart og slående op for mig, og i øjeblikkets overstrømmende glæde skrev jeg et brev til Dem. Det blev ikke afsendt; thi stemningen bar ikke længe, og da den var over kunde jeg ikke bruge det.

Verdensbegivenhederne optager for øvrigt en stor del af mine tanker. ​Det gamle illusoriske Frankrig er slået istykker; når nu også det nye faktiske Preussen er slået istykker, så er vi med et spring inde i en vordende tidsalder. Hej, hvor ideerne da vil ramle rundt omkring os! Og det kan sandelig også være på tiden. Alt det vi ​til dato lever på, er jo dog kun smulerne fra revolutionsbordet i forrige århundrede, og den kost er jo dog nu længe nok tygget og tygget om igjen. Begreberne trænger til et nyt indhold og en ny forklaring. ​Frihed, lighed og broderskab er ikke længere de samme ting, som de var i ​salig Guillotinens dage. Dette er det, som politikerne ikke vil forstå, og derfor hader jeg dem. De mennesker vil kun specialrevolutioner, revolutioner i det ydre, i det politiske o. s. v. Men alt sligt er ​pilleri. Hvad det gjælder er menneskeåndens ​revoltering, og der skal De være en af dem, som går i spidsen. Men først skal De ​få feberen fra halsen.